En herlig forlænget weekend

En herlig forlænget fiskeweekend med masser af gode oplevelser er nu overstået…

Jeg startede torsdag eftermiddag med at sætte kursen fra det jyske mod Sjælland.

Ved aftenstid startede jeg fiskeriet ved en sø i forsøget på at overliste en europæisk malle. Ved 23.30 tiden fik jeg et godt hug. Efter en god fight kunne jeg lande og fotografere en flot europæisk malle. Denne fangst kan du læse mere om i den seneste fangstrapport.

Mallesats - Malle - Europæisk malle - Artsfiskeri - Artsfiskeri.dk - Mark Hemmingsen

Herefter fik jeg taget en hurtig beslutning om at pakke sammen. Grunden hertil var, at vejret var roligt og perfekt til at fiske med tungevinduet. Omkring kl. 1.30 ankom jeg ved den tiltænkte destination i det sydsjællandske. Hurtigt blev isfiskestangen rigget til, samt waders og tungevinduet fundet frem. Det 2 første områder, som jeg besøgte, holdte desværre ikke det jeg søgte. Ved det tredje område fandt jeg dog endelig fiskearten, som jeg var på jagt efter, nemlig stor næbsnog. I løbet af et par timer fiskede jeg til flere tangnåle og nogle store næbsnoge. Tangnålene havde en pæn snitstørrelse, hvorimod de store næbsnog var ret små. –men på trods af størrelsen lykkedes det mig med min mindste tanagokrog og et lille bitte stykke mysis og en masse tålmodig og kampe med stikkelystne myg at kroge en stor næbsnog, som lå oven noget blæretang med halen snoet om blæretangens top.

På land fik jeg taget nogle billeder af næbsnogen.

Herfra gik turen mod vestsjælland, hvor jeg skulle fiske i nogle søer og i nogle havneområder. På vejen blev jeg dog indhentet af den manglende søvn, og måtte derfor lave et nødvendigt stop på en rasteplads, hvor det blev til nogle timers søvn, inden turen atter kunne fortsætte. Ved Korsør Havn lykkedes det mig at fange lidt kutlinger i form af sortkutlinger og sortmundet kutlinger, som jeg fik et par gode billeder af side om side. Måske disse fotos kan hjælpe jer andre med at kende forskel på de 2 kutlingearter.

*bemærk, at den invasive sortmundet kutling bagerst på billederne har en sort plet bagerst på den forreste rygfinne, kontra sortkutlingen forrest på billederne har en sort plet forrest på den forreste rygfinne.

Da det blev aftentid var jeg atter tilbage ved søen med maller, hvor Brian nu var dukket op, men fiskeriet vidste sig at være temmelig sløjt, men alligevel var humøret højt, for vi modtog ved aftentid, en frisk beretning om, at der var spottet ansjos i en havn på Sjælland, også endda fra en pålidelig kilde.

Af denne grund, var vi ikke i tvivl om, at vi ved morgenstunden næste morgen skulle pakke hurtigt sammen og køre direkte til havnen, i håbet om at fange de første danske ansjoser. Efter et par makreller lykkedes det Brian at spotte de første ansjoser og herfra handlede det blot om at lokalisere stimerne af ansjoser og så fiske til dem. De viste sig dog pænt svære at fange, og vores tobisforfang, havde uden tvivl for store kroge, for det var kun den sporadiske lidt større ansjos, som vi fik til at hugge. –Men slutteligt havde vi begge fanget en lille håndfuld danske ansjoser, hvilket bestemt ikke er hverdagskost.

Alt i alt en herlig fiskeweekend med masser fiskeoplevelser og udfordringer, som for mit vedkommende resulterede i 3 nye fiskearter til mit artsfisker CV, som nu betyder at jeg har fanget 96 arter indenfor dansk farvand. Jagten på 100 arter, synes efterhånden mere og mere realistisk, omend der stadig er umådelig lang vej til målet er opnået.

Aug 15, 2021 | Fangstrapporter

Næste fangstrapport

Tidligere fangstrapport

Næste fangstrapport

Tidligere fangstrapport

Næste fangstrapport

Tidligere fangstrapport